Performanceinstruktion: Performancen er skrevet for tre stemmer. De tre digtere skiftes til at læse, således at hver gang der har været dobbelt linjeskift, er det en ny, der læser. Tekst i kursiv læses i kor. Under det sidste kursivstykke i outroen trampes der stille i takt på alle trykstærke stavelser.
 
 
INTRO
det var bare i går 
jeg græd 
mig selv i søvn
 
det var søvnen jeg græd mig i
 
jeg græd og siden sov jeg
 
i søvnen gik natten
som en hingst over marken
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
af silke og løgn 
et lunefuldt døgn
 
MORGENVERS
det var en morgen der var så tidlig og så blå
 
som min natkjole og som resterne af den drøm der stadig duver et sted omkring mig
 
det var morgen og duggen var kun lige faldet som duggen falder
 
som perler i græsset
 
og perler i skrinet 
 
perler snart om halsen
 
i solen der strammer og glitrer 
 
og solen blotlægger dagen
 
hvor Liden Kirsten skal:
 
lægge sin hånd i en varm og stærk næve
 
knuge sin lille hånd inden i en større
 
og inden i den lille hånd er hjertet en perle
 
det er sådan man siger 
 
at Liden Kirsten har en lille hånd 
 
og et lille hjerte 
 
og Liden Kirstens hjerte er ikke: 
 
stort og væmmeligt; ikke
 
grådigt men skinnede og glat 
 
lige til at tage i munden
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
skønt Kirsten var liden
stor var hendes viden
 
ENDNU ET MORGENVERS
det var tidligt for mine øjne
men de var åbne
med et
 
perlegrin gennem ryggen
vågnede jeg med et hjerte i munden
med et 
 
så jeg perlekæden stramme til 
og kvalmen ulmede i halsen 
med et  
 
trak jeg sølvkniven frem under puden
og stak den i bæltet 
med et 
 
kvalte jeg et harpeklingende hyl
og dirrede af spænding
 
det var morgen og tid til at skrive et digt til sin elskede 
og digtet kunne lyde: 
 
roser er røde
perler er hvide
ikke et sekund længere skal jeg lide
 
det var morgen og svært at digte
 
og det var vejr og vestenvind
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
en perle i kussen
og så kører bussen
 
VENTETIDSVERS
det var Liden Kirsten der udi dagen trådte 
duggen af jorden 
dansen i duggen
smuk som en elver
med kærligheden blussende
i sine solbærkinder
det var Liden Kirsten der havde udholdt ventetiden 
lang og sej som bøgen
og nu var dagen en bregne 
en kildrende fornemmelse i brystet
 
BRO
Liden Kirsten kunne sin matematik 
hun lagde tallene sammen og konkluderede 
at ensomheden var hun ikke blevet fri af 
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud
en brud i sit skrud
vores hjerter på kæde 
i kærlighed vi græde 
 
KLOKKEVERS 
klokkerne ringede
 
pigernes skørter bævede som underlæber
de rystede i vinden og viste mangen bar ankel
og pigernes øjne de glitrede 
der var to skinnede perler stukket ind i hvert eneste pigeansigt
 
klokkerne ringede og skoven stod grøn og Liden Kirsten stod skøn
og Liden Kirsten stod grøn i en skov af løn 
 
klokkerne ringede for det første, Liden Kirsten begyndte at tørste
klokkerne ringede for det andet, Liden Kirsten bad om vandet 
klokkerne ringede for det tredje, Liden Kirsten begyndte at græde 
 
klokkerne ringede og det var for hendes ører de gjorde det
 
og Liden Kirsten stod grønnere end bøgen og skønnere end søen og søen var dyb
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
i øjeblikket hun frøs
den dumme tøs
 
MELTDOWN (INTERLUDE)
Liden Kirsten rejser sig. hun stirrer på den skikkelse, der står foran hende, som hun nu skal gifte sig med. søen i øjnene. pilen i hjertet. hun skal ikke sige andet end JA. hun stirrer og hun åbner munden som en portal. det er ikke Liden Kirsten, der taler, når det pludselig vælter ud af hende som brækkede hun sig ud over denne scene 
 
JA er et løfte hun brækker ud over skovbunden og i de sure rester fra morgenmaden ligger Liden Kirstens hjerte og skinner og end ikke galden kan tage godheden fra hjertet
 
og galden er glitrende som sløret som øjnene som under saltvand
som en indgravering i krystalglas, bare dette lille søde JA som den sidste dråbe 
og det strømmer som et åløb i en drøm: 
JEG! VIL! UD! 
og kjolen sprækker over brystet og hun griner, mens en afskrækket skikkelse viser sig i hende, som var det hende selv, som var hun to i hjertet, som var det en anden end Liden Kirsten selv, der peger på det sølvsmykke, hun har om halsen, og brøler:
SKAL JEG VÆRE DIN YNDIGE KÆLEDÆGGE! SKAL JEG VÆRE EN LOVNING OM DIT LILLE LYSEGRØNNE! DIT SPINKLE ANEMONEHÅB I VINTEREN! DIN LILLE SÆDSLUBRENDE! DIT LILLE DÅDYRBARN! JEG HAR G-STRENG OG SKUMFIDUS I BAGAGEN, JEG HAR VODKA TIL DEN LYSE MORGEN! JEG HAR ALLE MINE PIGER TIL NATTEN OG TIL DAGEN! JEG HAR FESTTRANG TIL JEG BRÆKKER MIG! JEG HAR KRYSTAL OM HALSEN OG PLATIN I HJERTET! JEG HAR KÆRLIGHED SOM FLYDENDE ÆDELMETAL! ET FLODLØB I ÅRENE! JEG HAR TÆNDERSKÆRENDE NATTERÆDSEL! JEG HAR SYRENDRØM I SKOVBUNDSSJAP! JEG HAR TRAVLT SOM BARE FANDEN! HA! HA! SKAL JEG VÆRE DIT MOR-HÅB! HA! HA! JEG, HÅBLØST LÆNGSELSFULDE! JEG, STINKENDE KÆRLIGHEDSHUNGRENDE! JEG, LILLE SPERMLÆKKENDE LIDERLIGE FOR NATTEN! HA! HA!
 
CEREMONISK VERS
det var Liden Kirsten
der stod rank som en rune
mens hun afgav sit løfte
 
det var Liden Kirsten der var så lykkelig
at hun ikke kunne kende forskel
på sickness and health 
og hun stak fingeren i ringen
som var den et skød 
 
det var Liden Kirsten
der havde sagt jaja og
til døden os skiller
og lykken fyldte maven
som var hun svanger
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud
og rosen har torne
pigernes smil er forlorne
 
PARTY-NERVES-VERS
lad festen være 
en dans på roser 
 
lad dansen være
en vind der blæser i mit skørt
 
lad vinden være 
et åndedræt jeg kan holde ud 
 
lad mig holde mit spændte hjerte
ud som strengen på en harpe
 
min kære tag form som en ask og byd mig op med dine askefingre
 
min kære elsk mig som en mund elsker hindbærret
 
mit hjerte tag form som en perle 
 
min perle gem dig i hindbærret
 
mit hindbær put dig i munden
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
de græder en tåre 
for den smukkeste dåre
 
MIDDAGSVERS
hun holder sig ikke tilbage, hun slår på glasset med en sådan kraft at det splintrer, og hun ber til, at noget lignende aldrig skal overgå hendes hjerte, hun slår på nok et glas og åbner sin brede mund for at tømme brystet for sine piger
 
tænderne er rosa som Liden Kirstens kinder og bryst
tungen er blå som den nat der skal komme og fra Kirsten skal man høre sandheden
og sandheden lyder: mit hjerte vokser som en pik og snart vil kjolelivet sprænges
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud 
som søen så våd
ivrig og kåd
 
DANSEVERS
det var Liden Kirsten der dansede kjolen våd
det var hende der dansede
støvlerne fulde af blod
og kinderne solbærrøde
og sveden lagde sig som perler på overlæben
og hun bød sin elskede den salte læbe
 
og minsandten om det ikke var Liden Kirsten
der stak tungen i sin udkårne
som man stikker kniven i en fjende
 
det var himlen over Kirsten
der først var blå så mørkere så rød og så sort 
som den sødeste killing i kuldet
det var himlen over hende
over Kirstens dansende skørt
og hvis fuglene havde været vågne
havde de sunget for hende
og hakket øjnene ud
på de af gæsterne
der ikke fandt det passende
at Kirsten rystede røven
som var djævlen foret i den
 
MOD SØEN, ET C-STYKKE
da pludselig ved brylluppet
var det Liden Kirsten
som blev borte 
som duggen
 
det var Liden Kirsten
der sneg sig mod søen
for at dufte dyndduften
bare for en stund
 
det var Liden Kirsten 
der under hængepilen
krøb i ly for tåreregnen 
alle hendes gæsters våde kinder
 
det var Liden Kirsten
der var så smuk
at de måtte græde
 
og det var Liden Kirsten 
der rigtignok var vidunderlig i sit skrud
 
hun så sig spejlet i en tåre 
på kinden af en gæst
og siden blev hun oprørt
slået omkuld af den ynde hun så
nu måtte hun dyppe en tå 
i den grumsede sø
nu måtte hun simpelthen 
stikke en finger i jorden
bore den ned
i den fugtige muld
 
det var i søen
Liden Kirsten dyppede sin tå
det var tåen hun dyppede
og i søen blev den våd
 
det var vandet der omsluttede tåen som en mund
og det var Liden der lod tåen sutte
 
det var Kirsten der hellere stak en finger i en elver end i jorden
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud
hun kysser sin mor, hun kysser sine piger 
med den mund der dette siger
 
ET VERS OM HÅB FOR NATTEN
hendes ben var stærke
som benene på en hvid hest
og hun red hesten
lige ind i hjertet på sin udkårne
hun red den
som man rider en mare
og hun vidste
i nat skal jeg vrinske
så højt
at flagermusene ikke aner deres levende råd
hun vidste
i nat skal jeg spinde
som en killing
inden den druknes i søen
i nat skal jeg spinde
en særk 
i nat er jeg dyndvåd
og stærk
 
OMKVÆD
en brud i sit skrud 
en brud i sit skrud
af silke og løgn
et lunefuldt døgn
 
OUTRO
festen blev sen, en har-
monika pumped’ og 
Kirsten hun strakte sig 
ud mod sin udkårnes 
drøm af en krop
 
hun tramper sin fod over 
skovbunden giftgrøn og 
Kirsten står hvid i sit 
skrud som en drøm om en 
brud og en valsende 
strømmen i åløbet 
blodet og sangene 
similistenene
prydende håret og 
kroppen og kjolerne 
allermest funkler den 
udkårnes øjne og  
blinker og hvirvler nu 
bruden i natten mens
Kirsten hun sitrende
overgir magten til 
en som hun håbede
drømte om forår i 
hendes forbarmende 
vidtspredte arme i 
et chassé, to chassé 
tre chassé, fir’ chassé
fuglenes flokken i
skørtet om livet, en 
trækken i bækkenet
ned mod et helvedes 
gilde for englenes
vrimlen, der står i og
stirrer i alle kun 
kom mine venner og 
dans nu en dans med mig 
dans med min elskede 
dans som man danser når 
dansen har sluppet sig 
løs som en kraft der går 
ud over kroppen og 
danser sig selv som et 
håb over jordbunden 
alt der var tungt skal vi 
trampe os udover 
dansende ind i de 
elskendes rige i 
natskovens kroning, en 
dronnings forsoning med 
frygten og mistillid 
ravnen og vreden og 
prinsen og pigerne 
kom nu! og glem nu! og 
elsk nu! og dans!