(Fra et pågående arbejde med og om munden)

Nogle gange når du kigger på mig med dit opmuntrende blik begynder jeg at tale. Jeg bliver ved og ved og det går både rundt og op. Talen svinger sig selv frem og tilbage og nogle gange kommer vi til at grine af det der bliver sagt, som om talen konstant leverer små overraskelser. Jeg ved ofte ikke om jeg taler for min egen, for din eller for vores skyld. Jeg ved ikke engang om jeg vil tale, om jeg bør tale eller hvorfor jeg taler. Men jeg taler.
Når jeg taler med dig, ser dit ansigt forstenet ud. Dine øjne sidder store og klare i hovedet på dig, som om du gør dig umage med ikke at blinke. Noget er på vagt inde i dig. Du siger, det er fordi du lytter, men det føles mere som om du er bange for at falde sammen. Jeg taler, men det føles som om mine ord rammer en glat væg.
Da jeg sad over for dig på cafeen i botanisk have og talte føltes det som om mine ord hang i luften og blottede sig alene, før de endelig faldt til jorden mellem os. Da vi gik hjem ad stien trak jeg stemmen tilbage, som man trækker en skrøbeligt udseende hund i snor tilbage, hvis den løber ud på vejen, og fortrak til tavsheden. Du blev sur og forlangte en forklaring, men den kunne jeg ikke give.
Jeg har talt en hel aften i en lejlighed på fjerde sal på Frederiksberg og går hjem i kulden gennem byen. Jeg må trække jakken tættere omkring mig for ikke at begynde at ryste. I denne stilhed rammer ubehaget mig. Alt hvad jeg har sagt de sidste mange timer lyder i mit hoved som et forfærdeligt orkester, der har gjort en koncert ud af ingenting. Som om min tale har forlystet sig uden mig. At den på trods af sin charme gemmer på en form for aggression.
 
 
Når jeg taler, ligger du for mine fødder. Jo mere jeg siger, jo mere krymper du. Du ser op på mig og roser mig for måden, jeg siger det på. Du siger, at jeg er fantastisk til at formulere mig.
Der sker der noget underligt med mit ansigt. Det antager en grimasse jeg ikke har kontrol over. Det trækker i min overlæbe og jeg får fornemmelsen at ligne en snerrende hund eller en, der har fået øje på noget frastødende – som den lille dreng i filmen fra min barndom, der bliver tvunget af sine kammarater til at spise en hundelort, fordi han gerne vil være med. Min mund har i det hele taget udviklet sit eget liv. Når jeg står over for dig på baren, eller når jeg kommer ind og ser at du sidder der i forvejen og jeg er sammen med nogle venner, som også er dine venner, og vi ser dig og beslutter os for at sidde sammen, får hele området og muskulaturen omkring min mund og læberne tics. Det gør det svært at tale og endnu sværere at lytte til det du siger, fordi jeg hele tiden er bange for at du skal se, hvordan det hopper og danser omkring min mund.
Når jeg taler er ordene som et bånd jeg trækker ud af halsen, fremkaldt af det tilfældige ansigt jeg står overfor. Jeg får en ubehagelig følelse af at afsløre noget om mig selv. Ikke en eller anden beskidt hemmelighed, men det at min tale ikke virker naturlig. Enten trækker jeg mig tilbage i afvisning eller også løber jeg vild og flyder ud over personen, jeg står med. Hele tiden piskes jeg af spørgsmålet: Hvad vil du have fra mig?