De er alene hjemme, så de har valgt den cinnoberrøde spisestue, som er mindre end den crèmegule. Dyveke er i USA med sit arbejde. Kalle har været på en grisefarm med skolen.
Han fortæller, at de slet ikke havde krøller på halerne, grisene, om far vidste det? De er klippet af, halerne, ingen af grisene havde haler, bondemanden havde en maskine med glødetråde, som i sløjd, og udenfor var der et højt hus fyldt med lort.
Mikael hører ikke den del med halerne, for han kommer i tanke om, hvilken kunde, der kommer forbi salonen dagen efter. Hun er model og engang var hun verdenskendt, han skal klippe en supermodel.
I hans position er det vigtigt at kunne håndtere kendte mennesker, ikke at blive benovet. Vise respekt, men ikke mere end det, aldrig mere end det. I stedet kan man lade dem vide: jeg kender til at bruge mange timer i lufthavnen. Og jeg kender til at være i luften så ofte, at jeg bliver helt tør i panden og i munden. Jeg kender det.
Han hører Kalles stemme igen, da han fortæller om gylletanken. Et højt hus fyldt med lort.
Mikael sætter maden på bordet, han har hældt dem fra de sorte plastbøtter over på lerfade. Det er marokkansk tagine, så det bliver i de marokkanske lerfade, hvor de blå mønstre glinser.
Mikael siger, at han godt kan forstå, at Kalle synes det er ulækkert. Meterhøj bygning af lutter lort.
Det glimter i deres ansigter fra krystallysekronen. Krystallerne danner kæder af lys langs væggene, og sprøjter det ned over far og søn. Små stænk af den olierede tagine lander på bordet, mens Kalle spiser, og pletterne knurrer til Mikael, så Mikael knurrer indvendigt af Kalle over de fedtpletter, han giver træbordet.
Han spørger, om ikke Kalle vil fortælle mere om grisefarmen. Kalle pludrer videre.
Barnet taler, som var han yngre, end han er. Det konstaterer Mikael hele tiden, og nogle gange siger han det også til Dyveke. Indeni Kalle bliver alt knudret, synes Mikael. Indfiltret. Barnet er som en stor uglet manke. Med knuder over det hele.
Når Kalle bliver forskrækket over ting, som skolebørn ikke skal blive bange for, så aer Dyveke ham blot over håndryggen.
De sidder der og spiser, den tænkende mand med sit tænkende barn. De ved begge to, at Kalle tænker på grisene, men Mikael tænker på, om marmorløverne sammen med de bittesmå træer på gårdspladsen får ham og Dyveke til at fremstå nyrige.
Den nat arbejder Mikael i tårnværelset, og han ser, at Kalle ikke slukker sin natlampe.
Han går ned og klipper lampens ledning over.
Mikael klipper mange kendte mennesker, men når almindelige dødelige kommer forbi, så beslutter han en frisure for dem. Sammen aftaler de ét, hvorefter han gør noget helt andet.
Først forklarer kunden, hvilken frisure de ønsker. Nogle gange går de endda så langt, at de tager et billede frem af en kendis, hvortil enhver frisør ville tænke: det dér kan dit hår slet ikke.
Imens udvekslingen står på, mimer Mikael, med håret i hænderne, dets længde og udseende: bukker håret, bobber det, hiver en tot ud mellem to fingre og placerer fingrene, der hvor håret skal slutte og blive til luft.
Men så klipper han, og han ser kun saksen. De lange sølvben. Håret bliver snittet skarpt, skråt, i små hak og trimmes lidt i nakken, hvis der er brug for det. Sølvet smyger sig lynhurtigt gennem håret, han kan lide at se værktøjet sprede sig og samles igen, men han klipper ligeså nøjagtigt, når han kigger ud af vinduet. Så det gør han typisk også.
Når den ukendte kunde med det uvigtige arbejde går fra salonen, brokker de sig ude på gaden, jamrer lidt. Mikael hører det ikke. Og selv hvis han gjorde, ville klipningerne ikke ændre sig alligevel.
Da Kalle kommer hjem fra fritidsklubben, går han ned på sit værelse og kommer ikke ud igen. Mikael går ned til værelset, som er længst væk fra hallen.
Han spørger Kalle, hvad der er los, og Kalle svarer halerne. Grisens haler. At hele dagen har han tænkt på dem.
Mikael sætter sig på Kalles seng. Spørger, hvad det er med halerne, han tænker på.
Kalle svarer, at det er det med klipningen. At de jo klipper dem, fordi de bider hinanden i halerne, når de leger, men hvis de bider hinanden for meget, så kan det også godt ske, at de spiser hinanden, at de bliver kannibaler. Men inden det sker, kan der også ske alt mulig forfærdeligt, når en gris bider en anden, kan der komme bakterier i såret, og de bakterier, der er i såret, vil gå op gennem rygsøjlen, og så er der infektion, infektion ja, over det hele i grisen, og så dør den alligevel. I Sverige må man ikke gøre det, havde klasselæreren fortalt da de kørte hjem i bussen, men svenskerne har slet heller ikke ligeså mange grise, vidste Mikael godt det? At i Danmark er der dobbelt så mange grise, som der er mennesker? De svenske grise leger kun, de slås ikke, de bider ikke hinanden, for de har meget mere plads, de behøver slet ikke at slås om den. Kalle synes det er så synd for de danske grise, det er det han tænker på. De leger jo bare.
Mikael tager sin søn i hånden og forklarer, at når han bliver ked af de ting, Gitte lærer dem, kan han kigge ud af vinduet og prøve at lade være med at høre efter.
Til aftensmad laver Mikael torsk med brunet smør, bagte porrer og hollandaise til kartoflerne. Kalle tager hvert et fiskeben, han finder mellem fingrene, og sutter på det til han finder et nyt. Længe kigger han på fiskeskroget bagefter, skelettet med det intakte hoved, det stegte øje.
Mens han børster Kalles tænder, tænker han på alle de gange, han har holdt det skrigende hoved på plads for at klippe ham. Barnet vrider sig bort fra tandbørsten; den banker op i ganen, når Kalle dukker sig.
Den dag griner Mikael meget i salonen, saksen danser polka i hans hånd. Han har haft en søvn i blød smør.
Første kunde har en bar skulder. Undervejs i klipningen stopper Mikael op. Alt han kan tænke på er skulderen, at tage skulderen i munden.
Det er pga. Dyveke, at han får så mange kindkys, som han gør. Det tror han i al fald. Kunderne ved, at han også er til kvinder, at han kan scores.
Da første kunde er gået, lægger han sig på divanen og kigger op i salonens art deco-loft, han forestiller sig at det er et dansegulv, og at han har armene om hende og hendes bare skulder.
Anden kunde har han forberedt sig på. Han har læst hendes nyeste biografi. Bagefter læste han anmeldelserne for at se, om han havde forstået den rigtigt.
Mens han klipper, ringer telefonen, han vil nødig tage telefonen mens hun er der. Først ringer hans private telefonen, så arbejdstelefonen. Da den private ringer igen, undskylder han sig og tager den.
Det er Kalles lærer. Hun ringer for at fortælle, at Kalle ikke gik med ind på bondegården i dag. At han havde krøbet sig sammen til en kugle på de bagerste sæder. At når hun havde spurgt, hvad der var galt, havde han hulket og holdt sig for ørerne. Hun spørger om det med at holde sig for ørerne. Er det noget de har talt om, Mikael og Dyveke?
Mikael forklarer, at Dyveke er ude og rejse med sit arbejde, og det er Kalle ked af. I et suk får han sagt, at der også er mangt og meget, der gør ondt på Kalle at høre. Ting der gøre mere ondt på ham, end på andre mennesker.
Da Mikael lægger på, er kunden gået, selvom hun manglede den sidste mousse. Mikael tager sig til hovedet. Rigtig meget afhang af den sidste mousse.
Mægtigst ved deres hjem er parken. Den er stor, især når man tænker på, at huset ligger så tæt på byen. Længst væk, bag skoven, er et højdedrag, hvorfra man kan se husets rundbuede vinduer, i solnedgangen lyser de op i sorbetfarver. Taget er i irret kobber.
Foran spisestuen er bedene anlagt på fransk vis, i symmetri og harmoni. Klynger af roser, hyacinter, jasminer og klokker. Og lauerbær, timian og lavendel. De er trimmede, buskene. Geometriske og snoede.
I krattet foran skovbrynet findes vilde kaniner, som de inviterer venner forbi til at skyde. Inde i skoven sidder kragerne i trætoppene og kraaer. Flere gange er det sket, at de i huset flyver ned gennem skorstenen, så deres flaksen spreder sort aske i pejsestuen. Huset synes meget hjemsøgt når det sker. Der er mange steder, spøgelserne kan gemme sig. Under lemmen i køkkenet, i chatollet.
Der er for mange værelser at varme op om vinteren, så de opvarmer den cinnoberrøde stue, de to soveværelser med badeværelserne samt Dyvekes arbejdsværelse. I de andre rum kan man om vinteren se sin ånde som en stor fugtsky, og derfor står Kalle tit i køkkenet og laver sprællemand. Det bliver han bedt om, hvis han fryser.
Mod gårdspladsen har kælderen to vinduer. Ellers er kælderen et sløret mørke. Der står ingenting. Det var vanskeligt at fylde alle skabe og skuffer på de andre etager, så der havde ikke været mere tilbage at stille i kælderen. Ved trappen er et brunt æbleskrog. Nogen har smidt det der uden at tænke over, at rengøringen ikke har noget at gøre i kælderen.
Kachotten findes hernede. Rummene bagerst i kælderen er inddelt i tremmer til datidens ulydige tjenestefolk. Op ad en tremmevæg sidder et omrids. Det er Mikael, som sidder på gulvet med ryggen op ad tremmerne.
I bilen på vej hjem, havde han set Kalle frem for sig, Kalle der holdt sig for ørerne.
Længe så han Kalle for sig, og synet irriterede ham.
Helt ubemærket havde billedet ændret sig. Han kørte stadig i bil, da han i stedet så Kalle sidde på sengen og ligesom strække hovedet op mod Mikael, Mikael der klippede ørerne af ham. Først det ene og så det andet.
Til at starte med havde billedet ikke gjort ham så meget. Det sker ofte, at han forestiller sig at klippe i ting med frisørsaksen. Men det gnistrede frem igen, Kalle på sengen, og Mikael kunne mærke brusken mellem saksens ben, hvordan øret ikke var medgørligt og alligevel gav efter.
Da han parkerede bilen, så han, at Kalle var hjemme, at loftslampen på Kalles værelse var tændt.
Oplevelsen af at klippe i brusk kom tilbage i et hårdt stød, eksplosivt som opkast fra spiserøret. På tommeltottens fingerpude kunne han fornemme en dunet øreflip, dryppende, og hvordan det rundede brusk hvilede henover de andre fingre.
Alt havde føltes stærkt oplyst. Udenfor bilruden syntes gårdspladsen være i skarpe kontraster, så Mikael missede med øjnene.
Han havde åbnet bildøren for at få luft, men han måtte væk fra synet af Kalles vindue, han var svimmel og ville ligge ned, var nødt til at ligge ned. Mod kæledøren havde kroppen svajet fra side til side.
Han sidder på det jordstampede gulv med kachotten i ryggen, og kvalmen er kun blevet værre, det er blot i få sekunder, han kan ryste billedet af Kalle på sengen af sig, ørerne der ligger i dynen.
Bag tremmerne, læner noget sig op ad ham.
Han tror at det er Kalle, at det er et barnebryst med en brystvorte, men da han vender sig, ser han, at det er en gris, der er flere grise, og den, hvis bagkrop stødte mod ham, har en lille bule som hale, den har ingen hale.
De larmer grisene, de skriger, hvor han sidder, kan han stadig mærke de vage dump mod sin ryg, når grisene presses op mod buret.