”I kan jo drikke en kop kaffe, vil I ikke det, der er på kanden, kaffe på kanden, den er stadig varm, uh så varm, kom, kom med jeres kopper, eller her, kanden, her, jeg sender lige kanden over bordet, ja jeg rækker lige ind over, undskyld, gud hvor uhøfligt, ja her kommer jeg, I kan jo selv tage, kaffe på kanden, så, og der er mælk dér, ja, så er den ikke så krads, det er så svært at dosere, ja det er komælk, den gode gamle, så nu skal I bare tage, den er lidt svær at hælde af, så dum, ih det sprøjter ud over, ja det må I undskylde, ja det er godt, ja bare tag, så, I skal ikke holde jer tilbage.”
 
Min brors veninder var tjenere. Min fætter lænede sig ind over bordet, sagde at de gjorde det for at komme tættere på min bror. ”De vil i seng med ham og ikke bare sove”, sagde han. ”Det er kun derfor, de gider være tjenere til din fest”, sagde han. ”Det og så pengene”.
 
”Jeg har fravalgt svaneformede servietter til festen”, sagde min farmor til sin søster, søsteren nikkede, som om hun aldrig havde været mere enig i noget i hele verden. ”Jeg har aldrig været mere enig i noget i hele verden”, sagde hun.
 
Min fætter sagde ”hvornår er det nu du har fødselsdag”. Jeg trak vejret ind for at få luft til at svare, min fætter sagde ”nå ja, det ved jeg godt, det er i februar. Hvis du er født i februar, er du knaldet frem i maj, man skal bare tælle 9 måneder tilbage, det er så længe man er gravid, det er svært at tælle baglæns, altså også bare tal, men sygt svært med måneder, man starter i februar, så siger man januar, december, november, oktober, september, august, juli, juni, maj, så du er knaldet frem i maj, du er et forårsfoster, undfanget i en park til arbejdernes kampdag eller måske et pinseknald eller måske en tidlig havefest med grill og punch i et patentglas.”
 
Min onkel lagde hånden på sin brors skulder og spurgte, om alt var godt mellem ham og Tina, at han kunne se, at Tina var meget ude hos sin hest for tiden, at han havde set det på Facebook. 
 
Min fætter sagde ”der er en snydekode, så man kan undgå døden i sims 4”, der var ingen der svarede ham, han sagde ”eller det er ikke en snydekode, det er faktisk inden for spillets regler, man bruger spillets regler til at spille det ud mod sig selv. Hvis den døende simmer er flirtende af personlighed, kan simmeren forføre manden med leen, så glemmer han hvad han skulle, simmeren overlever, og manden med leen kan komme med ind i huset, så kan han hænge leen i entreen, komme ind og spise middag eller noget”
 
Vi fodrede katten under bordet med skinkestrimler fra hawaiipizzaerne. Den gik væk, vi rejste os op, lokkede den tilbage til os ved at lave en sti af skinkestrimler hen til vores bord, så vi kunne løfte den op og sidde med den på skødet. Vi løftede den rundt mellem os, som om den var en kande vand, nogen havde bedt om at få rakt hen til sig. 
 
”Blev I fulde til din konfirmation”, det var min fætter til en af de andre, ”jaa”. ”Ååh havde I det så ikke sygt dårligt bagefter”. ”Jo. Jo, jo, jo, mange tømmermænd, meget tømmermænd, eller ja hvad man siger, du ved hvad jeg mener, hvad hedder det nu”
 
Min onkel sagde, at jeg ville blive til noget stort. Han sagde det ikke i en tale, men bare hen over bordet, som om det var en hemmelighed, kun ham og jeg skulle kende til.
 
Min kusine havde brækket armen, hun gemte peanuts nede i gipsen, så vendte hun armen lodret nedad og så dryssede der peanuts ned fra indenunder hendes gips.
 
Der blev sagt i en tale, at jeg altid havde været en hyrdehund med menneskegener. At jeg holdt sammen på flokken og ikke lod nogen i stikken. Et par år efter fik mine forældre en border collie. Det var da dens hyrdeinstinkter blev aktiveret, at de blev skilt.
 
Der var is, portionsanrettet, og det lagde sig som små søer i skålene hos dem, der snakkede mest, så slubrede de det i sig, de drak direkte fra skålen efter deres talestrøm. 
 
”Ja, jeg kunne ikke undvære min blender”, sagde min faster, ”for jeg kunne ikke overleve en dag uden min morgensmoothie”. Hun slap grebet om sit bestik for at smide imaginære frugter ned i en imaginær blender i luften foran hende, ”det er bare frysebær og peach melba yoghurt og multijuice, eller hvad man nu ellers lige har”. Hun tog fat i sit bestik igen, tilbage i kontrol, sagde: ”Man er nødt til at have brede sugerør til det stads, klumperne kan ikke komme igennem de smalle, og så kan man sidde der og bruge alt sin luft på at suge i de smalle, og lige lidt hjælper det, sagde hun.