Nu er han poet, men før det var han mobber. Han har inviteret alle til kaviar og vodka i sit hjem ved søerne, noget der må være gået i arv fra rige forfædre. Selvom han har et sådant, et forældrekøb, så burde han ikke have råd til kaviar, for han er poet, og normalt ville han ikke engang byde på mere end én flaske vodka. Ingen spørger hvor al den kaviar kommer fra, ingen vil være duksen der spørger, men ingen lader til at vide, hvor al den kaviar kommer fra.
Lejligheden er på Nørrebrosiden, men den er i stueetagen og har forhave ud til Sortedamssøen. En hvidtjørn markerer poetens højborg.
I mange scener herhjemme plejer at være en smuk kvinde med sløve øjne, dvs. tunge øjenlåg, dvs. hun altid ser uinteresseret ud, uanset hvor investeret hun er i samtalen. Hun er endnu ikke dukket op til kaviar og vodka.
Der sidder et par stykker i en sofagruppe, her spørger en pibende lys stemme efter kaviar. Stemmen ligger under sofabordet og har bare ben der stritter ud med sko der bindes i silkebånd om anklerne.
Hun er stoppet med at lede efter samtaler og har lagt sig ned for at stirre i stedet. Selskabet kan kun se hendes fødder og hun kan også bare se den smule kaviar, der falder ned på gulvet ved siden af hende. Havde hun været lille som en fe, havde hun kunnet lægge kaviaren langs kravebenene, tænker hun på. Så ville hun have lagt dem der, som sortglimtende ædelsten.
En anden spørger efter en dåse med kaviar, og han gør dette ved at tiltale poeten som Lorte Lars. Lorte Lars virker uanfægtet. Han peger ud i køkkenet og siger, at resten findes derude.
I køkkenet står Ålen, og han er der, selvom de fleste i selskabet mimer to fingre i halsen, når de nævner hans navn. Men derfor giver folk ham nu et kram uanset. Hånden hvis det er første gang, de møder ham i virkeligheden.
Ålen er ikke en voldtægtsmand, han er grænseoverskridende ud i det åbne, og man kan ikke anklage nogen for noget, som alle kan se. Ej heller beskylde nogen for noget, de ikke skammer sig over.
Nogle er sorte mellem tænderne, de har kaviar mellem alle tænderne. Især én kaviarmund fra sofaen smiler stort, han vil nok gerne snave snart.
Ingen i selskabet har lyst til, at de bliver flere. I grunden vil de hellere være færre, der er aldrig nogen der råber op, når poeten undervejs smider nogen på porten. Det er en del af det, at være der, på Sortedams Dosseringen.
Alligevel er der en kvinde, der spørger efter de sløve øjne. Hvor hun bliver af, hende med de sløve øjne. Poeten er i den anden ende af rummet, han står og ryger ud af terrassedøren, men han hører det og svarer på tværs af rummet. Overalt i hans mundhule er kaviar. Han fortæller, at hun blev så sur en aften, at hun rev sin bluse i stykker, og så spiste hun den, hun tyggede og slugte den, rub og stub. Det havde været noget af en scene.
Midt på gulvet står der en og smører kaviar ud på håndleddet, hun gnider så de små bobler sprænges.
I fugleflugt, fra Ålen ud til tjørnehækken, står en gruppe. De taler om, hvordan flere af dem har tænkt mere på Hermiones tidsvender, end de plejer. De mener alle, at de har brug for den (hvad deres karriere angår), for man kan ikke både have et arbejde, gå i skole og færdiggøre sin digtsamling på samme tid. De bliver dog hurtigt enige om, at de blot ville sove længere og onanere oftere, om de havde flere timer i døgnet. I denne scene snos deres hår rundt om pegefingrene.
Udenfor falder måneskinnets sne i fuldfede fnug. I lyset fra poetens stue ligner det lilla marcipan. Så meget sne.
En ringbrynje har fundet sin vej til festen, måske det er poetens. Det er praktisk at have, fx, en hat på hjemme hos poeten, så er der større sandsynlighed for, at nogen tager et billede af en, mens man er hjemme hos poeten. Brynje eller ej findes der en del blitz, for der er kaviar overalt i ansigternes landskab.
Ingen tror på det med at hun spiste blusen. Da poeten sagde det, troede de på det alle sammen, de himlede med øjnene mange af dem. Men når de genkalder sig det dagen efter, så ved de godt, at det ikke er sandt. De har før hørt, hvordan poeten laver om, når han fortæller, om en aften de har haft sammen. Historierne kan splintre, når man gentænker dem.
Alle gæsterne syntes rødmossede den aften. Når de hver især tænker tilbage på aftenen, så er den sølvglinsende fedtet.