Sygeplejersken trækker prinsens røde mund op til brystet
Sygeplejersken reder prinsens hår
Sygeplejerskens mælk
er tynd og sød
(PLEASE DON’T FUCK ME, I’M STUCK IN COMPLEXITY)
Du må ikke tro på historien om prinsen
der altid er på flugt.
Du må ikke tro at historien
er andet end en historie
du selv har fortalt.
Du må ikke tro, at du vender tilbage
og alting er som det var, da du forsvandt.
Første natudgang
er første gang jeg vender tilbage til lejligheden
sygeplejersken spørger: hvor jeg ellers gik hen?
Jeg var nøgen bortset fra armbåndet om mit håndled med mit navn og personnummer.
Jeg var hjemme hos præstinden, og hun spillede klaver.
Jeg gik i kiosken og købte red bull og cigaretter
jeg sidder i folkets park
helt vred på alle i folkets park
eller går i banken og skælder dørmanden ud fordi han beder om at se mit nationale ID-kort.
Prinsen vender tilbage til afdelingen
og kan lugte præstinden på sin overlæbe
jeg satte min tomme dåse på hendes klaver
går rundt i åhlens i halvanden time og beslutter mig for ingen julegaver. Det er flere måneder senere
og prinsen husker ingenting, kun noter og skitser
arrene fra de røde knopper som dækkede hele min krop,
sprøjte kold creme på huden og sove en fedtet nat
sygdommen flød ud af hver eneste pore og hver eneste hårsæk
katten slikkede mine ar og brækkede sig inden han forsvandt og aldrig kom tilbage.
Præstinden siger
jeg var så forelsket i dig
de indsunkne kinder og sorte øjne
og den nat på udgang
og Carmen havde gjort lejligheden rent mens jeg var væk
og jeg tegnede hendes hjorteansigt i spotlyset
og vandringen da jeg blev sendt hjem
fyldt med døde rotter på fortovet, sprættet op langs siden og gruset fossede ud af deres sår. Hele byen var fyldt med rotter og kaniner. Det var uværdigt for en prins: hjemme fra sygehuset og det første jeg gør er at brække mig i pæreposten fra grillen. Af bivirkninger fra medicinen, af gåturen uden opsyn.
Jeg savner dig sygeplejersken. Jeg savner dig vædderen. Den fede mælk. Jeg savner afdelingens fantastisk korte gang.
Vender jeg nogensinde tilbage?
Hvem sejler mig så over sundet?
Hvem fører toget op gennem landet?
Vugger toget mig i søvn, luller dagene mig ind, det er flere år senere og de hvide gange smelter sammen, alle de hvide gange og de gule gange
luller mig ind i en mærkelig spiral
drejer og drejer i værelset, dér, på hospitalet, den store skrue i panden på pegasus
dundrende hove som borer sig ud gennem hvælvingen
og prinsen ser det her gamle billede:
han ser at det er derinde i notesbogen
han ser at det er derinde men åbner den ikke.
Adskillige somre senere
støder gipsvæggen prinsens skruer fra sig
kører prinsen på en cykel igen, ind i centeret og køber andre skruer. Trækker prinsen penge ud af automaten, tusinder af kroner
og folder dem sammen
og lyset i dette værelset
kommer kun fra solen om aftenen
to blide orange timer med sol
og prinsens øjne kan åbne sig
hele vejen op til Gud
og prinsens medicinhænder
ryster stadig når han holder om blyanten
ryster stadig når han barberer sin fisse til vædderen
prinsens medicinhænder
ryster allerede så meget endnu
når aftensolen blidt blidt orange på sofaen
og katten lukker sin pote om min finger.
I og med at jeg ikke er død
vokser mit hår ud igen
og er pludselig krøllet.