Regnen kommer. Vi ligger indenfor, det føles som om, at vi venter. Den flænger ned over huset. Jeg holder øje med mors øje. Et dyreøje. Jeg ser ikke, hvad hun ser, jeg ser bare øjenhviden. Vi har ikke noget at lave. Regnen strækker sig med sin fulde kølighed ind ad det åbne vindue bag mig.
Jeg siger mors navn. Hun vender sig. Hvorfor siger du sådan? Hun ser på mig, og så skinner hun også. Det falder i hendes blik. Det dufter så godt! store, plaskvåde æbletræer og lindetræer, vi ser det.
*
Mor har ikke noget ansigt. Ser man på hendes mund, synker resten af ansigtet bort, og hun er uigenkendelig. Munden er i rummet, tavs og upersonlig, som tulipanen.
*
Jeg er bange for hundene, derfor er jeg inde i huset. Jeg ser ud på de små bæster, der kommer buldrende, en stor krop af kroppe, der styrter fra buskene og fremad, frem mod mor. De kommer altid i flok, altid, en stor, brun dyrekrop. Og mor gør ingenting. Hun ligger i stolen, i solen. Naboen har været her og slået vores græs, og det er allerede gulblegt og stift, og hundene kan lide det, fordi det ligner dem. De ruller sig i det. Der er tre hunde, men nu lunter den tredje ind i busken igen, og de to andre lægger ikke rigtig mærke til det, de er én stor vild følelse i haven, og mosler ud over plænen. Det ser blødt ud. Jeg har lukket døren og vinduet. Jeg har lukket mig inde i den lille firkant af mørke, som huset er. Og jeg kan ikke høre andet end de indtørrede fluer, der ligger i vindueskarmen og knitrer, som kan de ikke selv dø. Jeg glider rundt herinde. Jeg er en klumpet skygge. Jeg går op ad trapperne, én etage op, og står ved det skrå vindue, også herfra ser jeg ned i det blege landskab, som er min mor. Hundene snuser rundt dernede, jeg forstår det godt. De har boet her i haven, og den er forandret. De er vant til at kunne gemme sig i haven, og nu kan vi se alt, hvad de gør. Deres kortpelsede hundekrop, og halerne, der logrer stift, som de snuser til mor. De spørger hende: Hvem er du? Den ene slikker hendes fod, og hun krummer tæerne sammen og bøjer sit ben. Hun holder foden tæt ind til sig, men hunden følger bare efter med snuden, og den anden hund hopper helt op, med sine forpoter, på stolen, der er hvid, dens skygge er en plet på stolen. Min skygge er større end mig, men jeg føler mig som den, ikke noget menneske, bare en stor klump, der er fladet ud. Et mørkebrunt tæppe. Man kan ikke kende forskel på mig og huset. Mig og møblerne. Det er det samme. Solen er noget andet. Den koger i himlen. Min pande tværer ud mod det skrå vindue af glas, slet jeg prøver at se det hele, mor, med sit knæ skubber hun hundens hoved, og hunden, der med sin snude skubber sig ind under mor. Den vil snuse hende mellem benene, men hun kryber sammen og er meget lille, så lille som en hundehvalp.
*
Der er mor. Med sit langsomme hår, i skyggen, på det nederste trin af trappen, fin. Men hun har en grim sti af krummet, hvid hud ind gennem håret. En ret bred sti. Jeg går rundt i lyset, der hvor hun kan se mig hele tiden. Rundt og rundt langs kanten af haven, den er en stor skål. Til begge sider, det stejle, lukkede krat. Jeg går rundt, det føles som at gå på bunden af solen, så varmt er det. Mor rykker på stolene og bordet, hun rykker det hele ud i lyset, så ind i skyggen. Vi spiser cornflakes med havregryn og mælk på, om morgenen ligger køligheden i græsset og der, hvor træerne er, og alting er samlet under dette, som en skrøbelig hinde. Vi sidder ved bordet, vi ved, at det skal brydes. Vi sidder der også, når det er brudt, vi ved ikke, hvornår det sker, mærker bare, at mor begynder at røre på sig, hun gnider sine fingre hurtigt mod hinanden og ryster på benet. Så går hun ind. Hun lader tallerkenerne stå. Hele dagen står de på bordet med små hvide sole i sig, solen er spids. Jeg fornemmer dens linje fra himlen og ned gennem mig og haven og alting, alt ligger på dybet af en brandvarm tallerken. Den er ru af gryn. Jeg klør langsomt og uden at tænke over det i tallerkenens runding. Først da grynene skærer sig ind under neglen på mig, forstår jeg, at jeg klør, og jeg slutter. Der er også myrer i tallerkenen. De piler forbi, lydløst, i en anden tid. Jeg ser dem. De læner sig ud over kanten og ind i skyggen, kommer tilbage. Jeg maser dem, det er let. De tørrer ind til jord næsten med det samme. Jeg flyder ud over bordet. Mors hånd, da hun kommer, er det som vand i mit hår. Hun læner sig over mig og stabler de to tallerkener. Hun holder mig, ned over nakken, mens hun hælder mælken ud i græsset. Den er tyk og falder i klumper, hun holder kartonen med tallerkenerne, også de to skeer, og hun samler de to glas. Hun bærer det hele. Hun siger, at hun henter solcremen og går ind og begraver sig i huset.
*
Vi leger gemmeleg. Jeg er den, der har gemt mig, og mor er den, der skal finde mig, hun råber fra muren. Højt og klart, alene i haven: NU KOMMER JEG. Jeg gør mig mindre. Det knuger. Grenene giver sig, et langt suk træ til træ. Jeg sidder så stille. Der er nogle fluer, der klatrer rundt i kanten af mine øjne, jeg blinker én gang, hårdt, op i hvælvet af grene. Skjult. I en busk, foldet sammen, hos jorden. Alt, hvad man tænker ligger stille, det bevæger sig. Fluerne sidder i klaser derhenne. De er ved at sy den. Det er jorden, de syr i. Jeg sidder så stille. Jeg klør mig ikke en gang. Et skønt, angstfyldt ryk af fryd, idet mor går forbi min busk. Hun kan ikke se mig. Jeg kan ikke gå frem, og hun kan ikke se mig.
*
Naboen siger, at han godt vil have vores gamle madaffald, hvis vi ikke selv skal bruge det, hønsene synes, at det er lækkert. Og det giver så flotte, gule blommer. Han vil gerne komme med æg, eller hvis der er noget andet, vi skal bruge? Han vil godt hjælpe til, for en kop kaffe, som han siger. Jeg hører deres stemmer. Mor siger ja og ja og andre små lyde. Hun kalder på mig. Jeg ligger og ser ud i lyden af grus, solens lange ben i haven. Nu kommer hun. Hun kommer, med grove og tilfældige lår. Nu åbner hun med begge hænder min busk, fluerne vrisser op, og solen træder lige ned i ansigtet på mig. Er det der, du ligger, siger hun, jeg har råbt og råbt, du vil ikke med ud og have eftermiddagste? Jeg følger hende, med mit blik, mit grønne blik, så bliver buskadset for tæt. Jeg kan næsten smage jorden. Hun kommer tilbage, hun sætter sig ned og aer mine øjenvipper. Sover du, siger hun. Og folder mig ud. Jeg går med ud i haven, den friske sol, står og svajer, næsten blind.
Mor har dækket op til to, men hun finder hurtigt en tallerken mere og en kop mere. Kaffe. Kage. Prinsessetærte, siger mor, jeg købte den, fordi den hed sådan, men det ligner ikke en prinsesse vel, det ligner mere en mand, de ler. Mor hælder mælk op, der er lidt mælk i underkoppen, og det drypper fra koppen, hver gang jeg skal tage en tår. Jeg tager små tåre. Hun hælder op til naboen. Hun fortæller ham drømmen: At bære kæmpestore hvide, vi vidste ikke hvad der var i, vi bar dem hen over marken, men de var lette. Jeg smører mælken ud på min hud. Han siger, hvad var det, I bar. Mor har allerede fortalt den drøm en gang i dag, hun siger, sække. Han siger, nå, og hun ler, forfærdeligt. Det var mig og min far, der bar dem, siger hun. Solen er tyk af hud derhenne, hvor naboen står. Han har ikke nogen trøje på. Hans bryst er fladt. Det ser godt ud, siger han og sætter sig. Lige midt i de glimmerrystende skygger, vi har det godt her, va. Han rækker ud. Hans hud er så tynd, hans knogler kan bryde op gennem brystet på ham.
*
Mor dypper sin hånd i noget olie og rører mig gyldent, klemmer om håret og slipper og klemmer og slipper. Det er langt tid siden, vi har redt det, siger hun. Jeg har mine fødder på hunden. Jeg kan nå den. Den ligger under bordet, jeg aer med min fod uden at træde på den. Dens pels er blød, gør det ondt, krummer jeg tæerne i hunden. Hvor du slikker. Hurtigt og hårdt ned i sin mave. Vil den væk, holder jeg fast med min fod og med gulvet og klemmer om den og presser, som om jeg var et hus.
*
Vi skal male, for Mark kommer. Mor maler en firkant på væggen i stuen, hun gør det, for at se, om det er den rigtige farve. Og når hun har malet sin firkant, så krøller hun aviser og tape og alt sammen til en bold, der ligger på gulvet i den næsten tomme stue. Vi har rykket alle møblerne over i den ene ende, der står de, helt maste, som en stor flok af køer, ind mod væggen. Mor siger, at så kan vi tænke os om og høre Mark, om det er fint, med lysindfaldet og sådan noget, om det ser fint ud, ikke? Jeg holder øje. Solen er selv en firkant, der ændrer form og strækker sig langt, men den kan ikke nå, den når ikke væggen, den trækker sig langsomt tilbage. Med form som et vindue, den forsvinder fra os. Og mors firkant står for sig selv, over stuen. Og næste dag sker det igen, solen kommer glidende, langsomt som et tidevand, ind over rummet, fra møbel til møbel, som en stor, søgende fisk der glider langs havbunden, den tager sig god tid, og til sidst, så samler den sig, til sidst, til en plet på gulvet, den bliver mindre og mindre, som om den tørrer ind. For øjnene af os. Og den malede firkant er det samme sted, og malerbakken er under sofaen, dækket til af plast, jeg prikker i den med min fod. Vi sidder i sofaen. Tv’et, hundens øjne er helt blankt tv-blå. Mor ser på den, som om den kunne sige noget ubehageligt når som helst. Hun sidder vendt mod skærmen, men hendes blik viger ikke fra hunden, en afsky, vinklet, som om afskyen i hendes blik er en hånd, så længe hun holder blikket på hunden, kan den ikke komme hende nærmere. Mark ser også på den. Mens vi spiser, vi fører maden ind i munden og tygger, hvad laver den egentlig her, siger han, måske skulle I slippe den ud. Han hælder den ud i haven sammen med en kartoffel og lidt sovs. Han skraber det ned i græsset. Hunden ser forvirret ud, og skyldig, den står midt mellem os og kartoflen. Mark giver den et fladt spark. Den går et par skridt væk, ikke længere væk end til kartoflen, den ved stadig ikke, om den skal eller ikke skal spise. Den står i natten, i det firkantede lys. Indtil huset falder sammen om os. Som et mørkt telt, og så er hunden borte.
*
Murenes hårdhed breder sig ind gennem stemmerne.
Jeg ligger under en farveløs himmel. Jeg er hos den. Det er det samme.
Stemmerne har ingen farver, de taler langt borte.
*
Jeg ligger her i bølgerne. Jeg mærker alt det, der skrider frem over mig. Skygger og sol. Jeg ligger helt stille, insekterne svæver som sæbebobler forbi, og jeg ligger stille, så stille, at jeg er lige ved at dø. Hund. Jeg hører dig. Den ser mig ikke, slikker jorden. Ser mig ikke, graver i mig. Med sin tunge, først min kind. Først er det dejligt, den snuser og skubber sig ind, jeg er bare en sprække. Du skal rejse dig, hvis du ikke vil have det. Højt græs, fordybning. Jeg er ikke høj som græs. Jeg maser den med lårene og vender mig, men så kommer den tilbage, våd og hed, og glinser i mit ansigt, den lægger sit hoved, øje, alt i mig. Hør, hvad jeg siger, rejs dig op. Bare rejs dig! Så sig til den, at den skal stoppe, siger naboen, det er dig, der skal sige stop! Han står ved hækken, hunden springer op efter fingrene på mig, højt op over hovedet, der er ikke noget sted at løbe hen, hunden taler ikke. Den leger bare, siger naboen, hvis du sagde højt og tydeligt nej, så forstår den godt, at det ikke er sjovt mere. SÅ GØ AF DEN, siger han. Jeg gør mig så høj, som jeg kan, men hunden står over kroppen på mig og klemmer benene sammen og gnubber hele tiden sig selv af i mit tøj, maser mig og gør mig lille og flad, og græsset er svagt, nu kan det være nok! DÆK, siger han. Han rører mig ikke, han siger, DÆK, BLIV. Jeg har ikke noget ansigt. Han siger, kom op at stå nu, jeg holder den. Du kan gå, jeg har fat. Jeg har fat, han siger det med en håndfuld af dens nakke i sin hånd, hunden rusker og hiver og strækker sig efter hånden. Jeg har en lille smule jord i mit spyt.
*
Høns holdes nemt. Hold dem i flokke à højst 30 per hane. Skift sandet som de bader i. Gnid olie om deres siddepinde. Giv dem en skålfuld knuste skaller og rent, frostfrit vand. Giv dem en hane.
Jeg åbner de automatiske porte og hønsene styrter frem. Fra afstand ligner det en åbnet dæmning, sådan som de strømmer, rustrøde, dækker jorden.
Det er bare to farver i hønsegården. Træernes grønne og hønsenes lige så tætte røde.
Man får dem til at lugte ens. Man sprøjter dem i nakken med en deodorant, og det får dem til at føle sig ens, det gør dem rolige. Som regel er det en ældre høne, der er øverst i hierarkiet, lige under hanen. Hun klukker, og hanen galer. Sådan holder de sammen på flokken. Hønsene klukker for hinanden, for at fortælle, hvor de er, de vil hele tiden fortælle det.
*
Ved naboens dør i skyggen af trappen, en skål. Det er resten af hans morgenmad, der står der. Grød, stumpen af en pølse og brød, opblødt i mælk. Du skal gå, siger han. Jeg vil se den store hankat, men naboen jager mig væk derfra, ind i busken. Katten æder, bagefter smyger den mit blik af sig op ad døren og glider alene med skyggerne ud.
*
Jeg går selv ud til hønsene, jeg må godt. Jeg ved ikke, om det er godt eller ondt at gøre, jeg lader lågen stå åben. Slå aldrig din hane. En høne hopper op i skødet på mig, hun fylder min hånd. Hendes spinden er større end hun selv er. Hun ser lige ind i mine øjne, da vokser hendes pupil, fra enorm til en prik, hurtigt. Jeg tror, at hun skal dø. Det sorte udvider sig og trækker sig sammen. Det er som at tabe noget. Eller slippe det, og så farer det bare ud af hænderne på én.